Zur Navigation springen Zum Inhalt springen

Oeversø Kirke blev bygget engang i 1100-tallet, i det afsnit af Danmarkshistorien, hvor så langt de fleste af landets stenkirker blev rejst, i det ene århundrede ca. 2000. Forudsætningen for dette vældige kirkebyggeri  var kirkens nyvundne selvstændighed politisk og økonomisk: 1104 oprettedes en selvstændig kirkeprovins for de nordiske lande med ærkebispesæde i Lund i Skåne og med Slesvig som sydligste stift, og i kong Nielses regeringstid (1104 til 1134) sikredes kirkens ret til tiende.

Oeversø Kirke blev måske rejst (samtidig med Slesvigs gamle domkirke af kvadersten) allerede i den tid, hvor Gunnar var biskop (1106 til 1120/22), eller under efterfølgeren Adelbjørn (til 1135), der ivrede for bygning af stenkirker, - i den tid hvor Knud Lavard var kongens jarl (med forsvarsopgaver) i Slesvig-Danevirkeområdet (1115 til 1131) og lagde grunden til Slesvigs særstilling som hertugdømme i det danske rige. Baggrunden for indførelsen af et jarlembede (fra ca. 1080) var de stadige overfald af vendere fra Vagrien (det slaviske Øst-Hosten). Disse hærtog er nok også forklaringen på det runde fæstningstårn ved kirkens vestende; stedet er militærstrategisk vigtigt lige ved Hærvejen (den ældgamle landfærdselsåre gennen hele Jylland du til det kontinentale Europa, nu afløst af E 3) ved dens overgang over Treneåen og 1 km syd for det pas, som dannes af de angelske tætskove mod øst og Sankelmarksø*) mod vest, og som senest var krigsskueplads 6. febr. 1864. 

*) Sankelmarksø har givet navn til byen Oeversø.

Desuden udgår netop her fra Hærvejen en ældgamel sidevej Stabelholmvejen, der langs Trenen og Ejderen fører til Tønning du mod frisiske og engelske handelscentrer. Anbragt ved dette skæringspunkt har det runde tårn sikkert haft samme funktion som de 4 andre rundtårne, hvoraf 2 (nu forsvundne) stod nær ved Hærvejen, ved Haddeby kirke (overgangen over Slien) og den gamle Kampen kirke (overgangen over Ejderen), og de 2 andre bevarede står i Sønder Stabel (den vestlige indfaldsvej over Ejderen) og i Koslev (den stlige indfaldsvej gennem Svans). Læg mærke til de 2 bevarede vinduesskår mod nord og murenes tykkelse, over 2 m. Tårnet kann være ældre eller snarere yngre end selve kirken, og har indtil 1856 ikke haft anden indgang end den gennem kirkens vestgavl. Først efter 1931 er tårnrummet blevet „forstue“ til kirken. Det gamle spåntag afløstes omkring 1890 af skifer.

Kirkens kor og skib, også bygget af kampesten og i romansk stil, hvade oprindelig 2 indgange, længst mod vest: i nordvæggen kvindernes dør, som nu er halvt tilmuret, og i sydvæggen mændenes dør, hvor man i senmiddelalderen tilbyggede et våbenhus (våben måtte ikke medtages i kirken).
Dette hus har siden 1931, da mandsdøren blev tilmuret og indgangen flyttedes til tårnet, været brugt til fyringsrum.
Koret hvade i ydervæggene 3 små romanske vinduer, som nu alle er genåbnet, også skibet var forsynet med højtsiddende rundbuevinduer, 3 på hver langvæg øst for dørene.
De var allerede muret til, da kirkens oprindelige flade bjælkeloft, hvis afsavede endestykker endnu ses, måtte vige for de „finere“ hvælvinger, som blev indbygget i koret 1497 (årstallet læses på hvalvets vestside) og skibet ca. 30 – 40 år senere.

Kalkmalerierne er vel fra samme tid, i koret sengotik og i skibet tidlig renaissance. De blev 1965 genopdaget under yngre lag af malerier fra 1620, som restauratoren Catl Fey-Talmühlen fjernede. Korets malerier med Himmeldronningen i menighedens synsfelt er tydelig katolske. Lufthullerne i hvælvingshjørnerne har maleren brugt til mund i forskellige „narrehoveder“, i nordøsthjørnet f. ex. en jødiski rabbiners hoved. I skibet er bevaret to kæmpehoveder, hvor lufthuller er udnyttet på samme måde, det ene over prædikestolen, det andet skråt overfor. Blandt renaissancemalerens frydefulde billeder lægger man især mærke til 3: over korbuen en engel med et beskrevet bånd, i samme hvælvings nordside Jesu dåb ved Johannes, der peger på et lam med opstandelsesfanen (Johs. evg. k. 1, v. 29 „Se Guds lam, som bærer verdens synd bort“.), og længst i vest bag orglet et fornemt par, kanhænde donator, herredsfogeden i Ugle herred, der i lange tider boede på Ågård. Endnu ældre kalkmalerier, delvis fra romansk tid, konstateredes på korbuevæggen og sidevæggene, men de blev igen overkalket, med undtagelse af det udsnit af et større billede, som ved frilæggelsen af nordvæggens østre vindue, blev taget ud med den gamle tilmuring og indsat i den gamle mandsdørs åbning.

Som overkalkede malerier viste, var skibets gamle vinduer allerede længe før hvælvingsbyggeriet bleven tilmuret og afløst af det ene store i syd. I det nu genåbnede vindue i sydvest er indsat et glasmaleri af den flensborgske kunstnerinde Käthe Lassen (1936), forestillende Sankt Jørgen (= Sankt Georg), som Kirken sikkert var indviet til, skytshelgen for pilgrimme og andet farende folk. Hærvejen var jo i katolsk tid nordiske pilgrimmes vej til Jerusalem, Rom og Santiago.
Opstandelsesmaleriet i korets østvindue er også af Käthe Lassen.

Af kirkens inventar er de to ældste dele af sten: døbefont og nadverbord, de for gudstjenesten helt fundamentale. Døbefonten er som i 4 af Ugle herreds 5 andre kirker (Eggebæk, Lille Solt, Siversted og Jørl, de to sidste kun bevaret i fragment) en fra Gotland omporteret kalkstenfont, formet som et stort nadverbæger. Fonten, der er fra begyndelsen af 1200-tallet, er efter mer end 250 års udlændighed som fætrug på en gård i sognet i 1968 vendt tilbage til sit sted, kraftig restaureret. Altrets bordplade er også en kalksten, gotlandsk importvare fra samme tid, prydet med 5 indvielseskors og i en gammel ramme af eg. Udfor altret er i korets sydvæg en gammel åbning, beregnet på de spedalskes deltagelse i nadveren – udefra.

Triumfkorset, vel fra 1400-tallet, er restaureret med bemaling fra midten af 1500-tallet. To andre træskærerarbejder fra 1400-tallet, forestillende Sankt Jørgen og Johannes døberen, opbevares på kirkemuseet i Gottdorp slot.
Frau begyndelsen af 1600-tallet er den smukke renaisance-prædikestol, der som så mange andre i grænseområdet er udgået fra den berømte H. Ringerincks værksted i Flensborg. 
Under billedfelterne med motiver fra Jesu liv står dertil passende bibelvers på latin, mellemrummenes kvindefigurer symboliserer „kristne dyder“: (fra venstre) tro, håb, klogskab, kærlighed, godhed, retfærdighed, mådehold, ædruelighed, tålmod. Mens gudstjenestens sprog i katolsk tid var latin, blev det ved kirkeordinansen 1542 plattysk. Dog har den ved reformationen genfødte prædiken måttet lempe sig efter folkets sprog, i hvert fald fortæller hr. Truels, præst i Oeversø 1599 til 1625 (el. 26), på besøg hos sin høje forseatte i Slesvig 4. sept. 1623: „Doceo in mea ecclesia Danice“ (Jeg prædiker i min kirke på dansk). Hr. Truels var vel den præst der fik opsat prædikestolen.

Fra 1600-tallets slutning stammer alterkalk i forgyldt sølv og oblatdåse i sølv. Frau 1600-tallet stammer også skriftestolen, som indtil 1965 havde sin plads ved korets nordvæg og siden blev til dør og væg ved opgangen til orgelpulpituret. 

Fra 1700-tallet stammer:
- soluret på våbenhusets gavl (1701).
- lydhimlen over prædikestolen (1705).
- pulpituret (1713), som indtil 1965 fortsatte over kvindesiden.
- den gamle altertavl (1720-30), 1965 anbragt på skibets nordvæg.
- dørene til stolestaderne, som i øvrigt fornyedes i 1965.
- klokken i tårnet, med indskrift på latin om halsen: „Mig støbte Johann Hinrich Armowitz, Husum – Gud alene æren.“ og en indskrift på tysk: „Da denne klokke (Bliver) støbt anno 1741 er i Oeversø sogn præst hr. Hinrich Blanck, kirkeværger: Andreas Johannsen i Barderup, Claus Jessen i Jaruplund, ottemænd og ældste: Jes Clausen, Oeversø, Christian Hansen, Frørup, Christoffer Berendsen, Tarup, Peter Jacobsen, Barderup, Andreas Bondsen, Jaruplund, Jes Bondsen, Sankelmark, Peter Knudsen, Munkvolstrup, Carsten Carstensen, Julskov.“ Dertil Christian Vis spejlmonogram og nogle dankse mønter.

Fra 1800-tallet stammer:
- orglet, bygget 1846 af Marcussen, Åbenrå, delvis fornyet 1966.
- lysekronen, skænket 1894.
- gravsten over faldne (24.4.1848) i Treårskrigen, umiddelbart vest for tårnet.

[tilbage]